Mand amok på buschauffør

Foto: Thomas Gaardsmand

En ung mand gik tirsdag aften amok på en buschauffør, da han blev bedt om at rydde op efter sig.

En buschauffør blev tirsdag aften overfaldet af en ophidset mand, der havde taget bussen. Overfaldet skete 22.20. Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Den unge mand havde haft en pose fastfood med sig, da han steg på linje 1-bussen på Nytorv i Aalborg. Men da han ville stå af bussen på Hjørringvej i Nørresundby, tog han ikke affaldet med sig. Det påtalte buschaufføren overfor passageren, og det fik ham til at gå amok.

Manden spyttede buschaufføren i hovedet og kastede papiret i hovedet af ham. Han forsøgte også at slå ud efter buschaufføren, som nåede at undvige.

Overfaldet udviklede sig derefter, da en anden passager blandede sig. Han blev tildelt både spark og slag.

Nordjyllands Politi formoder, at den unge mand var fra området, hvor han stod af bussen.

- Han bor formentlig tæt på Hjørringvej, for da han er stået af bussen efter overfaldet, så stopper han op og står og taler med en mand, der er ude for at lufte sin hund, fortæller vagtchef Henrik Beck.

Manden beskrives som 25 år gammel. Han er 175-180 centimeter høj og har kort lyst hår. Han var en hvid jakke, mørke jeans og sorte sko af mærket Nike.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord