Mand forsøgte at røve Fakta-butik

En mand forsøgte torsdag aften at røve en Fakta-butik i Skørping. Han fik dog kolde fødder og flygtede fra butikken.

Nordjyllands Politi modtog torsdag aften en anmeldelse om et røveriforsøg mod en Fakta-butik i Skørpingcentret i Skørping. Meldingen om røveriet kom klokken 20.32.

- Vi har fået at vide, at en mand truede personalet med en kniv og forsøgte at få dem til at åbne kassen. Det lykkedes dog ikke og han flygtede derfor fra stedet, fortæller vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi.

Politiet har kun et sparsomt signalement af gerningsmanden at gå efter. Han beskrives som mellem 18 og 25 år, cirka 185 centimeter høj og almindelig af bygning. Manden var ifølge vagtchefen dansk og iklædt mørkt tøj.

- Vi er til stede med en hundepatrulje og flere andre patruljer, siger Mogens Hougesen.

Nordjyllands Politi har ikke fået nogle meldinger om, hvilken vej gerningsmanden løb, da han flygtede.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Har du et godt tip?