Mand i Løkken fik armen halvt skåret af i rundsav

Foto: Per Frank Paulsen

En mand var onsdag ved at miste halvdelen af armen i en rundsav. Uheldet skete i Løkken.

En dramatisk hændelse var onsdag middag skyld i, at en lægehelikopter måtte tage turen til et sommerhusområde i Løkken.

Årsagen var, at en mand, der gik og arbejdede på et sommerhus, fik trukket sin ene arm ind i en rundsav, efter hans trøje var blevet fanget i klingen. Ved episoden fik manden næsten skåret armen halvt af. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

- Saven skar dybt ind i armen på ham, men han har heldigvis været dygtig til at yde førstehjælp på sig selv, så det ikke blev helt så slemt, fortæller Per Jørgensen.

Hændelsen fandt sted omkring klokken halv tolv i sommerhusområdet. Efter manden var blevet tilset af lægen fra lægehelikopteren, blev han kørt i ambulance til Aalborg Sygehus for at få yderligere behandling.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord