Mand slået ned på Boulevarden

En 36-årig mand er natten til torsdag blevet indlagt efter et voldeligt overfald på Boulevarden i Aalborg.

En 36-årig mand blev natten til torsdag kørt på sygehuset efter at han havde modtaget flere knytnæveslag i ansigtet og fået baghovedet slået flere gange imod fortovet mens overfaldsmanden sad oven på ham. 

Offerets skader blev i første omgang vurderet til at være alvorlige, men ifølge vagtchefen ser det ud til, at han slipper forholdsvis heldigt fra det, da han ikke har pådraget sig et kraniebrud. Præcist hvilke følger overfaldet får for offeret kan først vurderes senere i dag.

Angiveligt var det et skænderi, der havde foregået på Boulevardcafeen, som udviklede sig til vold. De nærmere omstændigheder omkring skænderiet kender politiet ikke. To patruljevogne blev sendt til Boulevardcafeen klokken lidt i et.  

Den 34-årige gerningsmand er anholdt. Han sidder i detentionen sigtet for grov vold. Gerningsmanden skal afhøres i løbet af formiddagen, hvor politiet håber at få mere at vide omkring de to mænds relation, og hvad der udløste overfaldet. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland