Biljagt over 10 kilometer: Mand stjal bil med hestetrailer og stak af fra politiet

Nordjyllands Politi måtte fredag aften ud på en mindre biljagt, da en 42-årig mand stjal en bil med hestetrailer og stak af.

En 42-årig mand fra Thisted fik fredag aften fart på, da han så politiet i bakspejlet.

Manden kørte i stjålet bil, som havde en hestetrailer fastspændt efter bilen. Påvirket af alkohol kørte manden fra Kirkedalen i Svenstrup, hvor han havde stjålet bilen og hestetraileren.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.

Efter ham var flere politibiler, som prøvede at stoppe manden, der ikke havde i sinde at holde ind for politiets blå blink.

Til sidst lykkedes det dog politiets at stoppe manden ved møllen på Hobrovej.

- Der var et par patruljevogne, der fik et par mindre skader i forbindelse med standsningen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.

Udover de mindre skader på patruljebilerne oplyser vagtchefen, at der ikke var nogle personskader i forbindelse med biljagten.

Den 42-årige mand har sovet natten på politistationen, hvor han senere lørdag bliver afhørt. Manden bliver ikke fremstillet ved grundlovsforhør lørdag, oplyser Bent Højgaard.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland