Snuppet: Mand var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt

Man kan vist meget vel konstatere, at en mand fra Aalborg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da han natten til torsdag tilfældigvis blev stoppet af politiet.

Natten til torsdag lige efter midnat havde en patrulje et ærinde på Sjællandsgade i Aalborg. Mens patruljen var der, vakte en mand deres opmærksomhed. Det viste sig, at han var i besiddelse af både hash og amfetamin. Han erkendte på stedet og kan se frem til at betale en bøde.

Politiet spottede onsdag i Brovst en bilist, som politiet mente lige skulle have et tjek, da han ikke kørte helt som han skulle, da kørte på Østergade. Det viste sig, at føreren var så påvirket af spiritus, at han ikke lovligt kunne køre bil. Han blev anholdt med henblik på at få udtaget en blodprøve.

Til gengæld er det uvist hvem, der står bag et indbrud, der er blevet begået onsdag i en villa på Rosenstien i Sæby. Gerningsmanden havde brudt et soveværelsesvindue op, og herigennem kunne han få fat i håndtaget til en terrassedør og skaffe sig adgang gennem den. Gerningsmanden stjal smykker og kontanter fra huset. 


Seneste nyt

fra Nordjylland