Manden bag register tiltalt for bedrageri

Han står bag hjemmesiderne "Det Sorte Register" og "Politiet dummer sig", men nu har en 27-årig mand fra Løgstør, ifølge nordjyske.dk selv dummet sig i en sådan grad, at en dommer skal tage stilling til, om han skal straffes for bedrageri i millionklassen.

Den 27-årige mand har på sine hjemmesider registreret blandt andre politifolk, advokater, politikere, bankansatte og plejefamilier. Det er sket, fordi der i følge hjemmesiden "er blevet klaget over de registrerede til en overordnede myndighed eller fordi at en borger føler sig uretfærdig behandlet".

Men 12. april skal manden selv møde i byretten i Aalborg, tiltalt for at have behandlet andre uretfærdigt ved at have begået bedrageri af grov beskaffenhed for godt 1,4 millioner kroner i perioden marts 2009 til januar 2011. Desuden er han tiltalt for i to tilfælde at have udgivet sig for at være politibetjent. Det bekræfter anklageren, Philip Pagter.

Den 27-årige er tiltalt for i flere end 20 tilfælde at have bestilt og købt varer og ydelser, selv om han godt vidste, at han ikke var i stand til at betale. Flere gange skete købene i fiktive navne.

Manden bekræfter overfor nordjyske.dk, at der er en retssag om bedrageri mod ham, men har ellers ingen kommentarer. Han henviser til sin advokat, Mikkel Nielsen, men denne har endnu ikke gennemgået sagen og kan derfor ikke kommentere den. Der er afsat seks retsdage til sagen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord