Mange falder i havnen

Hver fjerde drukneulykke i Nordjylland skyldes, at folk falder i havnen - og det gør det til den hyppigste form for druknedød.  Nu vil TrygFonden har det gjort lovpligtigt hvilket redningsudstyr, der skal være i havnene.

Havnen i Hirtshals kan være et farligt sted, hvis man dratter i vandet. Selv om der er redningskranse, hænger flere af dem lidt gemt af vejen. Redningsstiger er der også, men der er ikke gjort noget for at markere, hvor de er. Havnedirektøren indrømmer, at det godt kunne være bedre.

- Ja, hvorfor har vi ikke gjort noget, siger den administrerende direktør for Hirtshals Havn, Jens Kirketerp Jensen, til TV2/NORD.

TrygFondens netop offentliggjorte druknestatistik viser, at der fra 2001-2009 har været 81 drukneulykker i Nordjylland. Hirtshals Havn er en sort plet. Her har der været fem dødsulykker, fordi folk er faldet i vandet. 

I maj sidste år blev den statistik forværret. En mand omkring de 50 år fra lokalområdet omkom, da han formentlig ved et uheld faldt i havnebassinet. Nu skal der gøres noget, mener man i TrygFonden.

- Det er jo altid godt, hvis der er nogle standarder for hvilket redningsudstyr, der skal være på en havn. At gøre det lovpligtigt vil være en god idé, siger René Højer, der er områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden. 

I Hirtshals bakker havnedirektøren op om ens sikkerhedsregler i havnene, der blandt indebærer hvor og hvor mange redningskranse og markerede -stiger, der skal være.

- TrygFondens forslag lyder ganske fornuftigt. Så ved vi hvilke sikkerhedsregler vi skal leve op til, og uanset hvilken havn man befinder sig på, så ved man hvordan sikkerheden er "bygget op", siger Jens Kirketerp Jensen.

Som oftest er det mænd mellem 50 og 64 år, der drukner i havnene. De er som regel alene, når ulykken sker, og i to ud tre tilfælde er de påvirket af alkohol. 


Seneste nyt

fra Nordjylland