Mange flere nordjyder tager cyklen

Netop som der bevilges 189 millioner kroner til flere supercykelstier, viser en undersøgelse, at flere nordjyder vælger at springe på jernhesten efter at Aalborg har fået en supercykelsti. I alt tager 20 procent flere en tur på cyklen end før.

Aalborg er en af de danske byer, som har forsøgt sig med en såkaldt supercykelsti. Nu viser erfaringerne fra Nordjyllands største by, at de nye cykelstier øger antallet af cyklister. Det oplyser DR Nordjylland.

Således er der sket en stigning på intet mindre end 20 procent i antallet af cyklister på supercykelstien siden den blev oprettet. Supercykelstien i Aalborg begynder inde i centrum af Aalborg, og løber ud til Universitet i den sydøstlige del af byen.

- Undersøgelsen viser jo, at vi rent faktisk har fået lokket nogle ekstra cyklister på netop den rute ved at arbejde med en kombination af trafiksikkerhed, fremkommelighed og service tiltag for cyklisterne, siger trafikplanlægger i Aalborg Kommune, Anne Marie Lautrup Nielsen til DR Nordjylland.

Den store stigning af antallet af cyklister er sket på blot et lille års tid, eftersom supercykelstien stod klar i midten af 2011. Der er endnu fire supercykelstier på vej til Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland