Mange mulige praktikpladser i Nordjylland

Alene i Region Nordjylland findes der mindst 976 ledige og potentielle praktikpladser. Problemet er bare, at praktikpladserne ikke er slået op, og derfor kan eleverne ikke søge dem.

Nordjylland har næsten 1000 praktikpladser, hvis både offentlige og private arbejdsgivere stiller deres mulige praktikpladser til rådighed.

For nylig offentliggjorde Undervisningsministeriets nye tal, der viser, at 4.472 elever i Danmark nu står uden en praktikplads. Men det behøver de slet ikke at gøre, hvis virksomhedernes potentiale for praktikpladser blev udnyttet bedre.

Det viser en ny analyse gennemført af Undervisningsministeriets forskningsenhed Uni*C, bestilt af LO. Og tallene er meget tankevækkende, mener LO-sekretær Ejner K. Holst:

- Det er interessant, at rapporten viser så stort et potentiale for praktikpladser. Vi oplever for tiden mange unge mennesker, der tvinges til at afbryde deres uddannelse på grund af praktikmangel. Vi skylder de unge mennesker at undersøge dette potentiale til bunds, siger han.

Mange virksomheder er trængte i øjeblikket på grund af den økonomiske situation, og derfor er mange virksomheder tilbageholdende med at tage elever ind. Ejner K. Holst håber, at virksomhederne alligevel vil opslå praktikpladserne.

- Hvis bare en del af de potentielle praktikpladser kan slås op, er vi nået langt. For hver praktikplads, der oprettes, får et ungt menneske muligheden for at uddanne sig - og det er vel at mærke indenfor fag, hvor vi i fremtiden kommer til at mangle uddannet arbejdskraft.


Seneste nyt

fra Nordjylland