Mange nordjyske brande i nat

Fire gange måtte politi og beredskab reagere på brande i Nordjylland.

En 36-årig mand er blevet anholdt og sigtet for brandstiftelse i en trappeskakt ved ejendommen Støvringparken 1. På stedet var to stjålne barnevogne sat i brand, og da manden var på stedet og udviste mistænkelig adfærd, skred politiet til anholdelse. Branden blev anmeldt klokken 22.16.

- Han var beruset og har overnattet i detentionen. Nu skal han afhøres af de lokale efterforskere, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

Tidligere på aftenen måtte to personer køres til undersøgelse for røgforgiftning efter at en frituregryde var brudt i brand og havde sodskadet køkkenet på Bakkegårdsvej 14 i Aalborg. Den brand opstod klokken 19.38.

Klokken 01.34 reddede en lastbilchauffør livet, da han vågnede i sin brændende lastbil, der stod parkeret ud for Følfodvej 25 i Vodskov.

- Der var tale om en relativt ny lastbil, som vi ikke ved, hvorfor brænder, så den har vi sikret og skal undersøge nærmere, for at fastslå årsagen, siger vagtchefen.

Bedst som politiet troede at Nordjylland var rolig indgår endnu en melding om brand. Et stuehus på Studsholmsvej 6 står klokken 05.33 i lys lue og udbrænder. Den mandlige beboer nåede heldigvis at redde sig selv ud. Ilden er opstået omkring en gasvarmeovn, lyder det fra politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland