Mange vil være sygeplejerske

Stigningen i antallet af ansøgere til Sygeplejerskeskolen i Hjørring er det største i Nordjylland.

Sygeplejerskeskolen i Hjørring har i år oplevet en stigning i antallet af ansøgere større end nogen anden uddannelse i Nordjylland. Helt konkret ønsker 313 kommende studerende at læse til sygeplejerske i Hjørring mod 192 ansøgere sidste år. Det er en stigning på 63 procent.

- Det er vi rigtig glade for. Det er en meget stor stigning, siger Jonna Frølich, der er uddannelseschef på Sygeplejerskeskolen i Hjørring.

- Det er faktisk første gang i fire år, vi regner med at få fyldt op, når den nye årgang starter næste måned.

Katrine Ulrik er nyuddannet sygeplejerske fra Hjørring, og hun har to bud på hvorfor skolen kan tiltrække sig så mange ansøgere.

- Selvom Hjørring er det man kalder "Udkantsdanmark" er der gode bus- og togforbindelser herop, som gør det muligt for dem der for eksempel kommer fra Aalborg at læse heroppe. Og så er der fra skolens side gjort et stort stykke arbejde uden for skolen for at fortælle om den her uddannelse, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland