TV2 Nord

Mangel på ægdonorer

04:55

Foto: Lone Vad Dam

1 af 2

Drømmen om at få sit eget barn går ofte i vasken for nordjyske par, når det er kvinden i forholdet der ikke kan få børn. For mens sæddonation efterhånden er ret almindeligt, så er der stadig meget få kvinder, der vil donere deres æg til barnløse par.  

Mettes Kyhes liv er fyldt med børn. Hun har selv tre af slagsen og så arbejder hun i en vuggestue i Nørresundby. Mette er en af de ganske få nordjyske kvinder der har doneret æg til barnløse par.

- Jeg skal ikke buge mine æg mere. Jeg har fået de børn jeg skal have. Så kan andre lige så godt få glæde af dem, siger Mette Kyhe, der ingen problemer har med, at hun måske har biologiske børn rundt om i Nordjylland hun ikke kender.

Hvert år er der kun cirka fem nordjyske kvinder, der donerer æg. Men det er slet ikke nok til at opfylde behovet. Modtagerne er kvinder, der på grund af sygdom, kemoterapi eller tidlig overgangs alder, ikke selv har æg. Lige nu er der mindst to års ventetid på Dronninglund Fertilitetsklinik.

- Det er så usikkert hvornår vi kan få de der står på listen i behandling. Nogen klinikker har faktisk lukket deres ventelister, men det er vi kede af at gøre. Vi synes det er synd bare at afvise de par, der gerne vil have æg, siger Bjørn Pedersen, der er overlæge på Fertilitetsklikken i Dronninglund.

Kvindelige ægdonorer får samme kompensation som mandlige sæddonorer. 500 kroner.

-  Det er for lidt. Ikke fordi jeg skal have penge ud af det, men fordi det kræver meget af en. Meget mere end at være sæddonor. Det er et forløb over tre uger. Man skal tage hormoner og være væk fra sin arbejdsplads eller tage fri de 5-6 gange man skal op på klinikken.

Politisk er det bestemt at ægdonation skal være anonymt i Danmark. Fertilitetsklikkerne mener at flere ville melde sig, hvis man tillod såkaldt anonym krydsdonation. Altså: En kvinde, der ikke kan få børn har søster eller veninde, der vil donere et æg til en anden kvinde. Den kvinde har også en veninde, der donerer et æg tilbage til den første kvinde.

- Jeg vil tro at det vil give en større motivation for at donere æg, hvis man vidste, at man kunne hjælpe en man kender personligt, siger Bjørn Pedersen.

De par, der må opgive at få æg i Danmark, kan tage til Rusland eller Spanien, hvor man kan købe æg og den tilhørende behandling for omkring 100.000 kroner. Den spanske lovgivning fastslog i 2006 at kvindelige ægdonorer skal have 4.500 kroner for deres æg. Derfor er der ikke samme mangel på æg her. Den situation kan Bjørn Pedersen ikke lide.

- Der er en meget dyr lottokupon folk køber dernede. For det er jo ikke sikkert behandlingen lykkedes. I Danmark har vi det princip at man ikke må tjene penge på donation, og vi holder måske fanen så højt, at vi tvinger par til at tage til udlandet, hvor de måske holder den moralske fane knap så højt, siger Bjørn Pedersen.

Problemet bliver nu taget op politisk. Flemming Møller Mortensen (Soc.dem) er medlem af folketingets sundheds og forebyggelsesudvalg, og han vil drøfte sagen med sundhedsministeren.

-  Jeg forstår godt at de barnløse par er frustrerede. Jeg vil gerne se på krydsdonation og en øget kompensation, men vi er også nødt til at se på hvordan økonomien er i det her, siger Flemming Møller Mortensen (Soc.dem).

Tilbage til Mette Kyhe. Hun er nemlig ikke færdig med at hjælpe.

-  Hvis jeg kan nå at donere æg en eller to gange mere inden jeg bliver for gammel, så gør jeg det, og så kan jeg hjælpe de familier mere, siger Mette Kyhe.

 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord