Mangel på arbejdskraft i Nordjylland: Flyt uddannelserne ud af de store byer

Lokale videregående uddannelser kan være med til at afhjælpe mangelen på arbejdskraft i Nordjylland.

Fiskeindustrien vil snart mangle hænder til at skære fisken ud ved samlebåndene, klinikker og hospitaler skriger på læger, og på folkeskolerne leder man med lys og lygte efter flere lærere.

Problemet med at tiltrække arbejdskraft til nogle af de yderste nordjyske kommuner er ikke nyt, viser tal fra det nordjyske erhvervsråd. Men nu mener erhvervslivet at have fundet opskriften på en løsning: Uddan kvalificerede medarbejdere i de områder, hvor rekrutteringsproblemet er størst.

Den tanke lå til grund for en helt ny uddannelse på EUC Nord, nemlig Fishtech, hvor det første hold begyndte i august i år. 

- Vi skal til at have nogle unge mennesker i gang. Der er nogle unge mennesker, der er tilgængelige, vi skal bare have dem i gang med en uddannelse, så vi kan få dem ind i fiskeindustrien igen, siger Gert Nielsen, koncerndirektør i Launis Fiskekonserves i Ålbæk.

Det samme gør sig gældende for folkeskolen, hvor man på UCN i Hjørring kan mærke, at der er bud efter de folkeskolelærere, der bliver uddannet herfra. Fire ud af fem dimittender får job i Vendsyssel efter endt uddannelse.

- Vi kan jo se det på vores dimittender, at der er et øget antal af dem, der har job, allerede inden de har afsluttet deres uddannelse hos os, siger Thorkild Donskov Rams, studieleder på læreruddannelsen, UCN i Hjørring.

Derfor mener han, at det giver god mening at oprette flere videregående uddannelser uden for Danmarks største byer, hvis man skal løse rekrutteringsproblemet.

- Tidligere var der slet ingen læreruddannelser i Vendsyssel, og da var det et problem at få lærere hertil. Man kan jo også se, at der nogle steder er problemer med at trække læger herop, så vi tror, det gør en forskel, at der ligger uddannelser heroppe for at få arbejdskraft til de nordlige kommuner, siger Thorkild Donskov Rams fra UCN.

Den umiddelbare gevinst ved at vælge en uddannelse nord for Aalborg er, at man på både læreruddannelsen og Fishtech er garanteret en lære- og praktikplads, mens man læser. Og det er noget, der er virker.

- Når der er jobmuligheder, så er de studerende der. Vi så det først med vores vinteroptag, der begyndte at stige, og nu kan vi også se det på vores sommeroptag. Det ser også fornuftigt ud, siger Thorkil Donskov Rams.


Seneste nyt

fra Nordjylland