Mangel på værtsfamilier til udvekslingsstudenter

Aalborg-afdelingen af foreningen AFS Interkultur søger nordjyske familier, der vil åbne deres hjem for udvekslingsstudenter.

Det seneste års tid har AFS Aalborg haft ni unge fra hele verden boende hos nordjyske værtsfamilier. Til august mangler der nye familier.

16-årige Theo Rappold fra Østrig er en af de ni 15-18-årige, der siden sidste sommer har boet i Nordjylland. I de her dage er han ved at pakke kufferten for at rejse hjem.

- Her de seneste måneder har jeg egentlig ikke villet hjem. Jeg har jo fået en ny familie og nye venner, siger Theo Rappold.

Mens Theo Rappold har gået i 1.G på Støvring Gymnasium har han boet hos en familie i Suldrup.

- Det har givet et godt indblik i hvordan det er at være fremmed i vores land, siger Eva Heebøll Nygaard, som er Theo Rappolds værtsmor.

Her de seneste måneder har jeg egentlig ikke villet hjem

Til august kommer der så 10 nye udvekslingsstudenter til Nordjylland, som Aalborg-afdelingen af AFS Interkultur skal forsøge at finde værtsfamilier til. Lige nu mangler der seks familier.

- Alle kan blive værtsfamilie. Det eneste man forpligter sigt til, er at stille et værelse til rådighed, og så give udvekslingsstudenten noget mad. Udvekslingsstudenten har selv lommepenge med, siger værtskoordinator Frank Jensen fra Aalborg-afdelingen af AFS Interkultur.

Har man mod på at melde sig som værtsfamilie, og bor i området fra Hjallerup i nord til Hobro i syd, så kan værtskoordinator Frank Jensen træffes på 25 77 74 88. Mere information på www.afs.dk og på Facebook er det: afs aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland