Mangler penge: Motorsportskører må drosle ned

Lasse Sørensen må skære ned på efterårets løbsprogram. Nordjyden, som i denne sæson har kørt Formel Renault 2.0 EUROCUP for teamet MP Motorsport, har ikke været i stand til at finde budget til resten af sæsonen.

Det kan være svært at passe skolegangen og samtidig skabe sig en karriere inden for motorsport. Det må den 18-årige Lasse Sørensen erkende.

- Jeg er i gang med min gymnasieuddannelse, så mit program i foråret har været alt for stramt. Samtidigt med lektier, eksamen, plus test og forårets løb så har jeg simpelthen ikke haft tid nok til at finde de nødvendige sponsorer og budget til efterårets løb. Det rammer mig nu hårdt og derfor bliver jeg nødt til at drosle lidt ned, siger han.

Lasse Sørensen vidste godt, at det ville være svært at tage en studentereksamen, samtidigt med at han skulle være racerkører på fuld tid.

- Men jeg ved også at racerkarrieren kan stoppe brat, og så er det godt at have en uddannelse, siger han.

Teamet bag den 18-årige nordjyde går nu i gang med at se på næste sæson.

- Næste års målsætningen er ikke klar endnu, det afhænger af budgettet, men jeg vil gerne forsætte min udvikling i Formel 3, men hvis det ikke det lykkedes vil jeg vælge Lemans vejen. Jeg er allerede blevet kontaktet af nogle Lemans teams i LMP2 klassen, men vi har ikke lavet nogen aftaler endnu, siger Lasse Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland