Mangler stadig rent drikkevand

Mens borgere i Hirtshals har måttet undvære rent drikkevand i fem dage, så er det intet at regne i forhold til 400 husstande i Bælum - her har borgerne undværet i halvanden måned.

På grund af for høje værdier af jordbakterier i vandet har myndighederne anbefalet, at man koger sit vand inden man drikker det. Et påbud som mange har fulgt, men efter halvanden måned er folks tålmodighed ved at være opbrugt.

- Jeg har kogt vand indtil for tre dage siden, men nu gider jeg ikke mere. Nu har det stået på for længe, fortæller Erling Pehn til TV2/Nord.

Årsagen skal findes på byens splinternye vandværk. En gammel boring brød sammen, og man begyndte at pumpe vand fra værket tidligere end planlagt - men prøver viste, at der var noget galt. Der var for mange jordbakterier i vandet.

Efter halvanden måned venter alle fortsat på bedre nyheder. Og det er der måske på mandag. Her skulle der være nye testresultater klar.


Seneste nyt

fra Nordjylland