TV2 Nord

Marco Sørensen viste flaget

Marco Sørensen imponerede i Team Gravity-Charouz-raceren ved at sætte den hurtigste tid af alle 25 topkørere. Foto: Thierry Bovy/Pressefoto

Den unge nordjyske racerkører kørte hurtigst af alle i den officielle efterårstest for Formel Renault 3,5 serien på Catalunyabanen ved Barcelona.

Testen blev kørt tirsdag og onsdag, og Marco Sørensen havde følgeskab af en anden dansk Formel racerkører, Kevin Magnussen.

De 2 bedste danske Formel racerkørere kørte desuden sammen med etablerede 3,5 serie kørere og en flok andre af de allerbedste kørere fra GP3 serien, det engelske og tyske F3 mesterskab samt Formel Renault 2,0 serien.

Testen er en stor mulighed for at vise evnerne bag rattet i de kraftige 480 HK racere under denne årets afsluttende test - før de vigtige forhandlinger om næste års kontrakter skal afsluttes.

Marco Sørensen sluttede en tæt danskerduel af med at være absolut hurtigst af alle kørerne på banen, og satte dermed en tyk streg under sit kandidatur til en plads i Formel 1 feltet om 2-3 år.

En fantastisk præstation af den unge nordjyde, der testede for første gang med dette team, så ingeniører og teknikere var helt nye for ham.

Marco Sørensen testede hos det tjekkiske team Gravity-Charouz, der i år har haft deres første sæson i Formel Renault 3,5 serien med bl.a. den erfarne, tidligere Red Bull junior kører, Brendon Hartley som pilot.

Gravity-Charouz teamets racer har aldrig før rundet Catalunya banen så hurtigt og nordjyden så sig aldrig tilbage onsdag formiddag, hvor han, for ligesom at sætte tingene helt på plads, gentagne omgange kørte de suverænt hurtigste tider af de 25 topkørere. 

Hvis både Kevin Magnussen og Marco Sørensen får sikret sig en plads i Formel Renault 3,5 feltet til sæson 2012, kan der være lagt op til en særdeles spændende sæson med dansk islæt helt i toppen af mesterskabet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord