Mariagerfjord mod mobning

Mariagerfjord Kommune indleder en kampagne, der skal udrydde mobning i kommunens skoler. Der skal udvikles en anti-mobbestrategi og udpeges anti-mobbeambassadører.

<b>Temadag som startkud</b>
Startskuddet til kampagnen lød i weekenden, hvor Mariagerfjord Kommune sammen med 18 andre udvalgte kommuner deltog i en temadag mod mobning. Temadagen var arrangeret af Undervisningsministeriet under overskriften "Vi kan kun komme mobningen til livs, hvis vi står sammen" og havde mange oplægsholdere, der har haft mobning tæt inde på livet. Blandt andre deltog skuespilleren Peter Mygind og kronprinsesse Mary.

<b>Mariagerfjord tolererer ikke mobning</b>
Fra Mariagerfjord Kommune deltog blandt andet Skolechef Torben Bugge, der siger:

- Mobning er et modbydeligt fænomen, som kan have store og langsigtede konsekvenser for dem, det går ud over. Derfor er det særdeles vigtigt, at alle bliver klar over, at mobning er en alvorlig sag, som ikke under nogen omstændigheder vil blive accepteret på vores skoler.

<b>Mobning skal udryddes</b>
Derfor indleder kommunen nu arbejdet med at udvikle en anti-mobbestrategi, der skal give kommunens skoler konkrete værktøjer til at udrydde mobning. Et arbejde, der involverer alle kommunens skoler - men med Arden Skole som bannerfører på kampagnen og repræsentanter herfra vil også blive udpeget som anti-mobbeambassadører.

<b>Anti-mobbestrategi er børnepolitik</b>
Når anti-mobbestrategien er vedtaget vil den komme til at indgå som et centralt element i kommunens børnepolitik.

- Vi kan jo desværre ikke få udryddet mobning fra den ene dag til den anden. Men med en anti-mobbestrategi tager vi de første vigtige skridt, hvor vi får sat fokus på mobning og trivsel i skolerne, udtaler Torben Bugge.

<b>Bred repræsentation</b>
For at få så mange synsvinkler på mobning som muligt var Mariagerfjord Kommune bredt repræsenteret på temadagen. Foruden skolechefen deltog Børne- og Familieudvalgets formand Jørgen Pontoppidan, og fra Arden Skole deltog skoleleder Jan Nielsen, SFO-leder Birgitte Christiansen, lærer Anne Birthe Kristiansen, medlem af skolens bestyrelse Else Marie Fabricius og eleverne Cecilie Christensen og Trine Hansen.

<b>Trivsel i skolen</b>
Dermed havde kommunen også mulighed for at få ideer med sig hjem fra flere af temadagens workshops. De spændte over vidt forskellige måder at håndtere mobning på: Én workshop henvendte sig til elever og handlede om lege mod mobning, en anden havde forældrene som modtagere og fokuserede på, hvordan forældre også har et ansvar for at hindre mobning og en tredje var henvendt til kommunalpolitikere og embedsmænd.
Sidstnævnte havde overskriften "Trivsel i skolen kommer ikke af sig selv" og drejede sig om, hvilke indsatser kommunen kan sætte i værk.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord