Vi sikrer os bedre: Markant færre indbrud i sommerferien

191 nordjyske hjem blev i løbet af sommerferien udsat for indbrud, og det er et fald i forhold til tidligere år.

Der er intet, der kan ødelægge det gode sommerhumør som et besøg af indbrudstyve. Sådan et besøg var en realitet i 191 nordjyske hjem i sommerferien.

Der er dog grund til at juble over antallet af sommerindbrud generelt. Der har nemlig været markant færre indbrud i ugerne 28-32 i år sammenlignet med samme periode de sidste fem år.

I 2015 var der 411 indbrud i sommerperioden. Dermed er antallet af indbrud i sommerferien siden 2015 nedbragt med over 50 procent.

Det er en blandt andet en stigende indsats frapolitiets side, der har været med til at nedbringe antallet af anmeldelser, lyder det fra vicepolitiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.

Han understreger dog også, at nordjyderne selv har del i æren for, at færre får ubudne gæster på besøg ved at sikre hjemmet og være med i nabohjælpsordninger.

- Vores erfaring er, at nabohjælp og sikring af hjemmet er en vigtig faktor i at nedbringe indbrud, fordi tyve ofte går efter hjem, hvor det ser nemt ud at opnå adgang, siger Sune Myrup.

Derudover er vågne borgere guld værd i forbindelse med politiets arbejde, og flere kontakter politiet, hvis de har set mistænkelige køretøjer eller personer.

- Disse tip kan være vigtige for vores efterforskninger – så jeg vil gerne opfordre nordjyderne til at blive ved med at sende deres tip om mistænkelig adfærd ind til os. De er en vigtig håndsrækning til os, siger vicepolitiinspektøren.

Sune Myrup understreger, at de forbedrede tal ikke får politiet til at fokusere mindre på indbrudskriminalitet.

Gode råd mod indbrud:  

  • Tilmeld dig til Nabohjælp. Sørg for at lave aftaler med naboerne om aktiv overvågning, når du er på ferie.
  • Gør dit hus let at overvåge. Den høje væk giver tyven arbejdsro.
  • Fjern fritliggende værktøj samt lås dine skure, så tyven ikke kan finde værktøj på stedet.

Seneste nyt

fra Nordjylland