Markant flere nyfødte i Jammerbugt

Hele 33 flere børn blev der født i 2016 end året før i Jammerbugt Kommune.

De nyeste tal over nyfødte i Jammerbugt Kommune viser en markant stigning i antallet af fødsler i kommunen.

Sidste år blev der født 381 børn i Jammerbugt Kommune. Det er hele 33 flere nyfødte end i 2015. Dermed er en ellers kedelig tendens vendt, da det er det størst antal fødsler i fire år i kommunen.

- Det er glædeligt, at vi ser en stigning i nyfødte i Jammerbugt Kommune, og endda en ret iøjnefaldende stigning, bemærker borgmester Mogens Gade (Venstre).

De 33 flere nyfødte i kommunen svarer til hele 9,48 procent flere fødsler i Jammerbugt i 2016 end året før.

Jammerbugt Kommune har i indeværende byrådsperiode oplevet en generel stigning i antallet af borgere i kommunen, som pr. januar 2017 tæller 38.550 borgere.

- Vi ser også en stigning i antallet af andre aldersgrupper end spædbørn. De sidste godt tre år er befolkningen i kommunen steget med omkring 250 personer, og alene på det sidste år er tallet steget med mere end 100 borgere. Flere indbyggere betyder flere midler til at drive kommunen, og det er til gavn for borgerne, fortæller Mogens Gade.

Stigningen på de 100 borgere på et år svarer til en vækst på 0,27 procent. Den største stigning er blandt de 18-39 årige, hvor væksten er på 1,58 procent. Og stigningen blandt den fødedygtige aldersgruppe er måske en af forklaringerne på, at fødslerne er steget i 2016.  

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord