M.A.R.S. i fuld gang med at flytte ind på havnen

Skrotgiganten M.A.R.S. forventer at flytte ind i deres nye domicil på havnen i Frederikshavn senest i september. 200 mand forventes at få sit daglige arbejde hos firmaet.

Den amerikanske skrotgigant M.A.R.S. og dens tilflytning til Frederikshavn er ikke længere blot ord og planer, der ligger langt ude i fremtiden.

Etableringen af den amerikanske virksomheds europæiske satsning er nu i fuld gang - det gælder både organisatorisk med de sidste godkendelser, samarbejdsaftaler og andet såvel som byggeriet af det egentlige anlæg.

8. juli flyttede amerikaneren Iain Ihigham fra Houston i Texas til Vendsyssel for at varetage de mange opgaver, der er i forbindelse med etableringen af M.A.R.S.

- Vi er i fuld gang, og det går stærkt i øjeblikket. Jeg forventer at kunne flytter over i vores nye hovedkontor inden for de næste uger og senest i begyndelsen af september. Den præcise flyttedato afhænger af, hvornår vores internet- og telefonsystem fungerer, og hvor hurtigt lejekontrakten for kontoret (mellem Frederikshavn Havn og M.A.R.S., red.) kan blive oversat fra dansk til engelsk, fortæller amerikaneren Iain Ihigham til Kanal Frederikshavn.

Byggeriet af den nye havn fortsætter i fuld fart. 

Det er hans opgave at etablere M.A.R.S på havnen i Frederikshavn.

Kontorbygningerne, som Iain Ihigham og de forventede 25 fastansatte i administrationen kan se frem til at flytte ind i, har tidligere været brugt af Nicon Industries A/S og senest Frederikshavn Havn, da deres nuværende havnekontor var under ombygning. 

00:26

Frederikshavn Havn laver millionoverskud, mens der stadig bygges. 

Luk video

Det er dog ikke kun bag skrivebordet, der i øjeblikket bliver arbejdet hårdt. Der slides og slæbes også på fuld kraft med havneudvidelsen, og etableringen af M.A.R.S.' godt 290.000 kvadratmeter store anlæg, der i store perioder kommer til at beskæftige op mod 200 mand. 

- Når vi er "Up and running" forventer vi at have cirka 25 fastansatte, fordelt på administration, HR, supervisor med mere, og de godt 25 medarbejdere håber vi at kunne tiltrække fra lokalområdet. Dertil forventer vi at kunne beskæftige op mod 200 medarbejdere i forbindelse med skrotningen af forskellige emner på kortere såvel som længerevarende kontrakter, udtaler Iain Ihigham, da Kanal Frederikshavn fanger ham på havnen.

M.A.R.S har da også sikret sig de første store opgaver, og de venter i bund og grund blot på, at anlægget står færdigt. 

Blandt allerede landede aftaler ligger genindvinding af produktionsplatformene fra Tyra Øst og Tyra Vest, der bliver den største af sin art i Danmark nogensinde.

Dertil kommer også ophugningen af den store boreplatform bag Kattegat Siloen, og med de mange opgaver tegner fremtiden for M.A.R.S på havnen i Frederikshavn allerede lys. 

Fakta om havneudvidelsen i Frederikshavn

En stor del af Frederikshavn Kommunes indtægter kommer fra havnen.  I dag er der 3.000 arbejdspladser tilknyttet havnen, som tilsammen står for 30% af kommunens skatteindtægter.

Industri- og færgehavnen udvides i foreløbigt to etaper: 

ETAPE 1
330.000 M2 BAGLANDSAREAL 
30.000 M2 KAJAREAL 
600 M KAJ 
11 M VANDDYBDE FORBEREDT TIL 14 M

En udvidelse af havnen har vist sig at være en klog strategi. Frederikshavn Havn er tæt på at kunne melde udsolgt af de arealer og den kajkapacitet, som indgår i den første etape. For fortsat at kunne udvikle havnens aktiviteter og realisere andre igangværende projekter med såvel nye som eksisterende kunder blev en yderligere kapacitetsforøgelse vedtaget i oktober 2017 - Etape 2.

ETAPE 2
170.000 M2 BAGLANDSAREAL
400 M KAJ
14 M VANDDYBDE

Frederikshavn Havn og de omkring 100 private virksomheder, der opererer på havneområdet, har oplevet stor fremgang og efterspørger derfor større og bedre havnefaciliteter. Det øgede kapacitetsbehov blev bl.a. bekræftet i en interviewundersøgelse med 12 af de største maritime servicevirksomheder på havnen. Det er baggrunden for, at man i 2012 tog fat på at planlægge og projektere en stor udvidelse af havnen frem til 2018,  som vil betyde større og nye forretningsmuligheder både for havnen og dens virksomheder.
Udvidelsen af Frederikshavn Havn tager udgangspunkt i følgende udviklingsbehov:

Større skibe og offshoreinstallationer
Havnen anløbes af større og større skibe, som kræver større vanddybde og mere manøvreplads i havnen. Havnen skal derfor i fremtiden kunne anløbes af skibe op til Panamax-størrelsen, ligesom en satsning på service af offshoreinstallationer medfører behov for at kunne modtage både jack-up platforme og semi submersible platforme.
Stigende aktiviteter vedrørende ophugning af skibe og offshoreinstallationer betyder øget behov for kajfaciliteter og baglandsarealer i forbindelse med disse fartøjers anløb samt faciliteter til ophugning.

Plads til håndtering af løsgods
Håndtering af løsgods som grus, skærver, genvindingsmaterialer og biobrændsel skal optimeres. Dels så oplag og håndtering ikke generer de øvrige aktiviteter på havnen, dels så disse virksomheder får en mere rationel arbejdsgang. En fremskrivning af godsmængder for Frederikshavn Havn viser stigende aktivitet frem mod 2030 især inden for genvindingsmaterialer og biobrændsel.

Projektorienteret arbejdsform
Den projektorienterede arbejdsform, hvor en lang række forskellige lokale virksomheder i perioder arbejder sammen om større projekter (eksempelvis servicering af offshoreinstallationer) vinder mere og mere frem. Det kræver adgang til kajstrækninger, der har en god vanddybde og er beregnet til tung last. Herudover er der behov for store og kajnære baglandsarealer, hvorfra projekterne kan gennemføres.

 

Forsiden lige nu