Martec vil lukke iværksætteren i maven ud i virkeligheden

Foto: Anders Ekström

De maskinemesterstuderende på Martec skal lære at turde kaste sig ud i iværksætteri - det skal ny konsulent-ordning hjælpe med.

Fra den 7. februar vil iværksætterkonsulent Tanja Jørgensen fra Erhvervshus Nord Tanja Jørgensen sidde klar på MARTEC i Frederikshavn for at tage en snak med de maskinmesterstuderende, som går med en iværksætter i maven.

- Det er ressourcestærke unge mennesker, som har et godt uddannelsesmæssigt fundament. Mange har en tradition for at have hænderne i maskinrummet og den kombination af teori og praksis gør, at de er særdeles attraktive som iværksættere. De vil have en forholdsvis stor chance for at få succes, hvis de starter en virksomhed, og det vil bidrage til vækst og arbejdspladser i Frederikshavn, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

De maskinmesterstuderende på MARTEC får en bred vifte af kompetencer inden for teknologi, energi og drift og vedligehold, og der er også fokus på ledelse og management i uddannelsen. Pia Ankerstjerne, direktør på MARTEC er glad for, at de studerende nu får bedre mulighed for at arbejde med deres egen forretningsidéer:

- Maskinmestre er polyteknikere, som via deres uddannelse får en bred teknisk indsigt kombineret med praktisk erfaring, håndelag samt ledelse. Det giver et helt unikt udgangspunkt for at skabe gode, pragmatiske og profitable løsninger – og det er derfor ikke usædvanligt at nyuddannede maskinmestre har en super god idé og et ønske om at blive iværksættere. Vi er meget glade for, at Erhvervshus Nord nu sætter ekstra fokus på at forøge MARTEC dimittenders chance for at gøre iværksætterdrømmen til virkelighed, siger Pia Ankerstjerne.

Foruden den åbne kontortid hver anden tirsdag vil Erhvervshus Nords iværksætterkonsulent også undervise i iværksætteri i én lektion på 8. semester, ligesom alle de maskinmesterstuderende tilbydes et gratis studiemedlemskab af Erhvervshus Nord.
 

Flere nyheder fra TV2 Nord