Måske samme mand bag bankrøverier

Manden på billedet er netop i færd med, at begå et røveri i Nørresundby Bank i Tylstrup den 8. juli. Nordjyllands Politi mistænker nu samme person for at stå bag to andre røverier i nordjyske banker i juli og august

En række bankrøverier har ramt Nordjylland hårdt inden for den seneste periode. 8. juli gik det udover Nørresundby Bank i Tylstrup, 21. juli røveri hos Spar Nord Bank i Nibe og senest den 5. august i Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse.

Alle røverier blev udført på sammen måde med oversavet jagtgevær, samme taske og ikke mindst blev der talt samme sprog til alle røverier. Det får nu en klokke til at ringe hos Nordjyllands Politi.

- Det er bankrøverier med 14 dages interval, hvor der er sammenfald ved fremgangsmåden, og røveren flygtede også i alle tilfælde på en knallert, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi til tv2nord.dk.

Efterforskningen af bankrøverierne er nu samlet i politiets centrale efterforskningsenhed i Aalborg, og politiet har flere vidneforklaringer at gå efter, fortæller Frank Olsen til tv2nord.dk. Vicepolitiinspektøren kan ikke oplyse, om røveren er nordjyde.


Seneste nyt

fra Nordjylland