TV2 Nord

Masser af arbejde til Jobpatruljen

Foto: Per Frank Paulsen

Der er stadig rigelig plads til forbedringer for unge på det nordjyske arbejdsmarked. Det må Jobpatruljen sande efter to dages jagt i sommerlandet efter brodne kar.

Onsdag fortsætter jagten på dårlige arbejdsforhold for de unge, og denne gang er flere politikere inviteret med.

De to første dages Jobpatrulje har besøgt over 500 virksomheder og lavet i alt 154 interviews.

- Det er alt for tidligt at drage konklusioner, men vi kan oplyse, at vi har fundet 40, der udfører tunge løft, som en del af deres arbejde, ligesom 38 ikke får løn under sygdom. Så hvis man tror, at alt er i skønneste orden på de unges fritidsjobs, må man revidere sin opfattelse, siger Rasmus K. Jakobsen, der koordinerer Jobpatruljen i Nordjylland i en pressemeddelese.

- Udover tunge løft og manglende løn under sygdom, kan nævnes at en del får for lidt i løn, har tunge skub, arbejder med farlige maskiner, arbejder i alkoholzoner. 5 har været udsat for behandlingskrævende arbejdsskader og hele 16, har ikke haft deres forældre inde over, for at hjælpe med at vurdere deres job, fortsætter han.

Har du et godt tip?