Masser af iværksættere i Nordjylland

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Dansk iværksætteri har i september 2015 haft den bedste september siden finanskrisen i 2008. Nordjyderne har også gang i iværksætteriet.

2.820 nye virksomheder sp dagens lys i Danmark i september i år - den bedste september for dansk iværksætteri siden finanskrisen i 2008. Det viser nye tal fra Experian. I hele tredje kvartal var fremgangen markant.

I Nordjylland har der også været fremgang. I tredje kvartal 2015, var der 99 flere nye selskaber end i tredje kvartal 2014.

- Vi har ikke oplevet en så massiv tilgang af nye selskaber, siden Experian begyndte at føre statistik i 1996. Fremgangen er overbevisende, selv hvis man fraregner de relativt nye og nemt stiftede Iværksætterselskaber, siger administrerende direktør i Experian, Jens Hjortflod.

Dynamikken er tilbage i dansk iværksætteri efter en årrække med økonomisk krise og lavvækst. Den udvikling er man glad for i Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 store og små virksomheder i primært servicesektoren.

- Foretagsomheden i iværksættermiljøerne er tydeligvis i klar fremgang, og det er glædeligt. Tallene viser en spirende iværksætterlyst i alle dele af landet, og de nye virksomheder er et vigtigt bidrag til fremtidens vækst og velstand, siger erhvervspolitisk konsulent Sigurd Schou Madsen, Dansk Erhverv.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord