Masser af NHL-erfaring til AaB

Den 31-årige canadier Chris Dingman skal være med til endelig at få AaB Ishockey helt til tops. Dingman har spillet 385 kampe i verdens bedste liga NHL.

AaB Ishockey har lavet en aftale for resten af sæsonen med canadiske Chris Dingman, der kommer til Aalborg efter et ophold i svenske Södertälje.

31-årige Chris Dingman var indtil så sent som sæsonen 2005/2006 at finde i NHL, hvor det er blevet til i alt 385 optrædener og to Stanley Cup-trofæer med henholdsvis Colorado Avalanche og Tampa Bay Lightning.

Chris Dingman er forward og skal dermed ses som en direkte erstatning for Tobias Holm, der for et par uger siden måtte vende hjem til Sverige på grund af sygdom i den nærmeste familie.

AaB's sportsdirektør Ole Nielsen glæder sig selvfølgelig over, at det har kunnet lykkes at tilføre Chris Dingman til truppen.

- Chris er en anden type end Tobias og laver som regel ikke så mange point selv. Til gengæld er han en mand, der bringer enorm power og som er god til at tage duellerne foran modstandernes mål, forklarer Ole Nielsen.

Chris Dingman vil optræde med nummer 22 og forventes at lande i Aalborg efter den kommende weekend.

Flere nyheder fra TV2 Nord