Massiv overbelægning på Aalborg Sygehus

Der ligger mange flere patienter, end der er plads til på de medicinske afdelinger i Aalborg.

På Aalborg Sygehus var der sidste år generelt en belægning på lige over 100 procent på de medicinske afdelinger samlet set, mens enkelte afdelinger havde en belægning på 109 og 107 procent.
- Overbelægning er et permanent problem, og sådan er det stort set over hele landet, siger Carl-Otto Gøtzsche, der er centerchef på Medicinsk Center på Aalborg Sygehus.

Overbelægningen får enhedslistens sundhedsordfører til at rette en skarp kritik mod regeringen.
- Det er komplet uacceptabelt, at der på Aalborg Sygehus er en generel belægning på over 100 procent generelt set, mens enkelte afdelinger har en belægning på 109 og 107 procent. Situationen er udtryk for, at regeringens sundhedspolitik har spillet fallit, udtaler Enhedslistens sundhedsordfører Per Clausen

Presset på sygehusene er ekstra stort om vinteren. Onsdag morgen lå der eksempelvis 302 patienter på afdelingerne i Aalborg, der har plads til 262 patienter. Den store overbelægning medfører en stor arbejdsbyrde for personalet, og den er ikke begrænset til Aalborg Sygehus.
- Uanset hvor du ringer, tror jeg, at du vil høre de samme historier om overbelægning og presset personale, siger Carl-Otto
Gøtzsche.

- Der er brug for en national handlingsplan, sådan at vi kan få fjernet overbelægningen. Det skal vi gøre af hensyn til patienterne, men også af hensyn til personalet, som har helt umulige arbejdsbetingelser, lyder det fra Per Clausen.
Han har nu stillet spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen om, hvorvidt ministeren vil iværksætte en handlingsplan for at komme overbelægningen til livs.


Seneste nyt

fra Nordjylland