Massivt gylleudslip er under kontrol

01:14

800.000 liter gylle slap ud Video: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 4

Oprydningen efter den kollapsede gylletank ved Farstrup onsdag vil fortsætte resten af dagen, men de 800.000 liter gylle er blevet bremset i deres fremfærd mod et nærliggende vandløb

Fire store maskiner har været kaldt til Erkildstrupvej ved Farstrup i Himmerland for at grave render og dermed inddæmme 800.000 liter gylle fra en kollapset gylletank.

Den store mængde gylle var ellers på vej mod et nærliggende vandløb, men den fremfærd er nu bremset, fortæller indsatsleder Søren Korsgaard til TV2 News. 

Læs også Gylletank kollapset - sender 800.000 liter gylle mod vandløb

Til gengæld vil det tage beredskabet på stedet resten af dagen og flere timer torsdag at rydde ordentligt op efter det store udslip.

- Vi er heldige med, at jorden er frossen, så gyllen ikke kan sive ned. Men det giver også den udfordring, at gyllen bevæger sig hurtigere hen over jorden. Men nu ser det ud til, at vi har tingene under kontrol, siger Søren Korsgaard til TV2 News.

Slamsugere er på stedet for at fjerne så meget som muligt af gylleudslippet, og torsdag skal området saneres.

Præcis hvordan det er gået til, at gylletanken på Erkildstrupvej kollapsede i første omgang, er endnu for tidligt at sige, mener indsatslederen. En af forklaringerne kan være frost, der har sprængt pladerne, lyder en umiddelbar vurdering.

Har du et godt tip?