Massivt strømsvigt i nat: 5000 huse uden strøm

5000 husstande var natten til lørdag uden strøm i flere timer. Strømsvigtet skyldes flere fejl på el-nettet, oplyser energiselskabet Eniig.

Flere fejl på elnettet gav natten til lørdag et massivt strømsvigt i områderne Aalborg SV og Gug. Det er i omegnen af 5000 husstande, der flere timer natten til lørdag har været uden strøm, det oplyser energiselskabet Eniig.

Strømmen forsvandt omkring 00:30 natten til lørdag, og det tog energiselskabet to en halv time at finde og reparere fejlene på elnettet.

Strømsvigtet skyldes tre fejl. Der var to kabelfejl, hvilket betyder at strømmen skal ledes en anden vej rundt, og så var der gået overgang i et endestik på en transformatorstation, oplyser energiselskabet Eniig.

- Fejlene er opstået pludseligt, og vi ved endnu ikke, hvorfor de er opstået, fortæller driftsvagten ved Eniig.

Alle 5000 husstande skulle gerne have fået strømmen igen omkring klokken 3 natten til lørdag.

Strømsvigtet fortsatte dog for flere husstande i Vestbyen, som var ramt igen lørdag ved 13-tiden. Ifølge Eniig skulle det denne gang være gået ud over cirka 2000 kunder og skyldtes en jordfejl.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland