Matchmaking i Brønderslev: Flygtninge og virksomheder finder sammen

I Brønderslev kommune satser man nu hårdere på, at vejen frem for at integrere kommunens flygtninge går gennem arbejdsmarkedet.

Derfor var der i dag job-dating på Idrætshøjskolen i Brønderslev, hvor parterne havde mulighed for at komme nærmere hinanden.

Noget godt 100 flygtninge så deres snit til at udnytte. En af de fremmødte, Abdul Rachem fra Afghanistan, var bare én af de mange, der havde printet sit CV ud for at se om han kunne imponere et par af de lokale virksomheder.

- Jeg er rigtig glad. Det er en god chance for udlændinge. Det er en god ide, at vi kommer her. Jeg kan gå rundt og dele mit CV ud til alle de virksomheder, der er kommet her i dag. Jeg håber jeg finder job, siger han.

Tidligere på året har integrationsministeriet bevilget 2,2 millioner kroner til at få flere flygtninge i job i Brønderslev Kommune. Matchmessen nød derfor opbakning fra integrationsminister Inger Støjberg, der også åbnede arrangementet kl 10.

- Skal integrationen lykkes, så kræver det at de flygtninge der kommer til Danmark kommer ud på arbejdsmarkedet, bidrager til samfundet og kommer til at tage Danmark til sig med det værdisæt, vi nu engang har, lyder det.

Kommunens borgmester, Mikael Klitgaard (Venstre), håber at parterne kan blive forelskede i hinanden.

- Det drejer sig om, at bringe parterne tættere på hinanden. Man bliver aldrig gift, hvis ikke man går på stævnemøder først. Når man mødes, så opstår der kærlighed og så er der jo mulighed for eventuelt at komme i praktik eller i fast job, fastslår borgmesteren.

En af de virksomheder, der var repræsenteret på Mød og Match-messen var Mayflower i Brønderslev, der forhandler strikkegarn. Og de kan sagtens bruge mere arbejdskraft

- Jeg forventer, vi kan få nogle nye medarbejdere ude ved os. Vi mangler hele tiden arbejdskraft og med den indstilling, de flygtninge jeg har mødt i dag besidder, så kan det sagtens være nogen af dem, fortæller John Svendsen, der er direktør i Mayflower.

Nu er der kun tilbage at håbe for afghanske Abdul Rachem. I to timer har han vandret rundt for at netværke med sit CV i hånden. Han har ikke kunnet lande et job de seneste tre år. Men måske dette arrangement var nøglen en tilværelse som selvforsørgende.  

- Der er flere af de virksomheder jeg har mødt i dag, som har lovet de vil ringe til mig. Det ser jeg meget frem til, slutter Abdul Rachem. 

Se hele indslaget her:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland