Sammen med sin co-driver Preben Jensen fik nordjyske Max Christensen en tredjeplads i årets sidste rally.
Den nordjyske rallykører Max Christensen har haft en sæson med mange uheld, men i årets sidste løb lykkedes det ham og co-driver Preben Jensen at køre sig til en podieplads, da parret endte som nummer tre i Danboring Rally, der blev kørt omkring Herning.
Der skulle både køres på grusveje og i mørke, og samtidig var regnvejr blandt modstanderne for Max Christensen.
- Det var et sjovt, men meget krævende løb med vej- og vejrforhold, der skiftede konstant. Vi sluttede i mørke og regn, og det passede os helt fint, sagde Max Christensen ved mål i Messecenter Herning.
Max Christensen og Preben Jensen har kun kørt sammen i denne sæson, men i weekendens løb fandt de for alvor melodien.
- Det har været op ad bakke et stykke tid, men i dette løb kunne vi mærke, at samarbejdet omring noter fungerede fint, og vi satte nogle gode tider undervejs, vurderer Preben Jensen.