Max Christensen vandt første DM-rally

 Max Christensen vandt første DM-rally

Svenstrup-køreren Max Christensen og co-driver Mikael Kanstrup var hurtigst i den første afdeling af DM i rally.

Efter elleve hastighedsprøver og lidt mere end 100 km konkurrencekørsel kunne nordjyderne for første gang i karrieren lade sig hylde som generelle vindere af et DM afdeling i rally.

- Det var dejligt. Vi tog teten fra starten, så det gik som det skulle, og allerede efter prøve tre havde vi et forspring på 15 sekunder, så vi kunne slappe lidt af, fortæller en glad Max Christensen.

Årets Danflex Huse Gjønge Rally 2008 blev en meget tæt og spændende affære, og det var først på løbet to sidste hastighedsprøver, at den reelle afgørelse faldt. Max Christensen/Mikael Kanstrup satte hurtigste tid på de to første hastighedsprøver.

Midtvejs i løbet lykkedes det Preben Andersen/Jesper Borgen, Rønne/Rønne, at gentage præstationen, og da Max Christensen/Mikael Kanstrup så på sjette hastighedsprøve opnåede dagens dårligste resultat med blot ottendebedste tid, var afstanden mellem de to mandskaber blot tre sekunder.

Preben Andersen/Jesper Borgen blev længe ved med at presse Max Christensen/Mikael Kanstrup, men på løbets to sidste hastighedsprøver kunne de ikke holde det høje tempo og måtte lade sig falde tilbage på en femteplads.

Resultatet af første afdeling af DM i rally - Danflex Huse Gjønge Rally 2008:

1. Max Christensen/Mikael Kanstrup Svenstrup/Aalborg SV Subaru Impreza WRX 51.52,1

2. Karl Åge Jensen/Hans Marx Rødkørsbro/Luxembourg Subaru Impreza WRX 52.25,9

3. Jørgen Pilgaard/Freddy Pedersen Ryomgård/Bjerringbro Subaru Impreza WRX 52.32,6


Seneste nyt

fra Nordjylland