Medhjælpende ægtefæller får hjælp

Ministeren vil lave loven om. Fremover skal der være bedre muligheder for medhjælpende ægtefæller der fyres.  

Der har været tilfælde hvor medhjælpende ægtefæller, der har været medlem af a-kasse, ikke har kunnet få dagpenge, når de blev fyret.
Det glæder arbejdsløshedskassen ASE, skriver P4 Nordjylland.

- Denne her regel har vi arbejdet på at få ændret i to årtier, så vi vil se det som lidt af et gennembrud, siger pressechef Thomas Telving fra ASE og fortsætter:

- Hvis du er i den situation, at du arbejder i din ægtefælles virksomhed, så betyder det rigtig meget, for det betyder, at du vil blive omtrent ligestillet med lønmodtagere i dagpengesystemet, siger han.

Forslaget om at gøre det lettere for medhjælpende ægtefælle at stoppe i virksomheden og få dagpenge er en del af lovforslagspakken "Væk med bøvlet".

Den giver mulighed for at de to ægtefæller kan underskrive en tro og love-erklæring om at udtræde af virksomheden, og den fyrede få dagpenge.

- Man går ind og erstatter en mistro til den selvstændige med tillid. Nu har man vendt den om og sagt, at nu kan man lave en tro og love-erklæring. Det vil altså sige, at man vælger at tro på, at det, den selvstændige siger, er rigtigt, siger Thomas Telving.

ASE forventer, at ændringen betyder, at flere medhjælpende ægtefæller vil betale til a-kassen.


Seneste nyt

fra Nordjylland