Medie: AaB jagter tidligere landsholdsspiller

Den tidligere landsholdsspiller Jores Okore er kommet i overskud i FC København, og ifølge avisen BT er AaB interesserede i at hente ham til klubben.

Det kan blive et AaB-forsvar med den tidligere landsholdsspiller Jores Okore på en af de centrale pladser, der løber på banen, når den nye Superliga-sæson begynder.

Ifølge avisen BT har den nordjyske klub fået lov at tale med den 24-årige midtstopper, som er kommet i overskud hos de danske mestre fra FC København.

- Der er allerede en dansk klub, der har ringet til mig om Okore. Og de har fået lov at snakke med ham, sagde FC Københavns træner Ståle Solbakken forleden til BT.

BT erfarer, at den danske klub er AaB, som skulle være på udkig efter en forstærkning til forsvaret.

AGF og FC Midtjylland skulle også være interesserede i at sikre sig Jores Okore, som har spillet otte landskampe for Danmark. Okore skiftede til FC København sidste sommer efter et ophold i engelske Aston Villa.


Seneste nyt

fra Nordjylland