Mejeristernes fagforening tror på nye stillinger

Mejeristerne skal måske ikke længere arbejde med mælk og ost. Men Deres fagforbund, NNF, mener ikke de skal frygte for fremtidens jobmuligheder, når Hjørring Mejeri lukker om to år. Det skriver P4 Nordjylland.

Når Hjørring Mejeri om to år lukker, så har Arla lovet de 106 medarbejdere, at de vil finde alternative stillinger til mejeristerne andre steder i virksomheden. Men den nærmeste arbejdsplads ligger over 50 kilometer væk.

John Christiansen, der er afdelingsformand for mejeristernes fagforbund i Nordjylland, NNF, tror på, at mejeristerne kan finde alternative stillinger i regionen.

- Det viser al erfaring. Det er nemlig folk, der er stabile. Det er folk, der er vant til at tage fat, når der skal tages fat. Og den er der altså arbejdsgivere, der efterspørger, siger John Christiansen til P4 Nordjylland.

Tidligere har han oplevet, at tidligere medlemmer af NNF, der har mistet deres job, har fået arbejde igen. Men det er ikke nødvendigvis som mejerister, som de er vant til. Og medarbejderne i Hjørring er da også interesserede i at tage nye uddannelser efter lukningen.

- Hvis folk kan finde andet fast arbejde, så tror jeg, de vil være lykkelige, siger fællestillidsmanden på Hjørring Mejeri, Ib Østenkær til P4 Nordjylland.

NNF har den klare holdning, at det er ARLA, der skal sørge for, at medarbejderne får en efteruddannelse, så de har mulighed for at søge stillinger i andre brancher.


    Seneste nyt

    fra Nordjylland