Mindre olie og mere teknik: Mekanikerelever forbereder sig på elbils-revolution

Regeringen vil udfase diesel- og benzinbiler, og det betyder at hele bilbranchen på kort tid skal omstille sig til en ny elektrisk virkelighed.

På Autocollege i Nørresundby er mekanikerelever vandt til en hverdag benzin- og dieselmotorer og sorte oliefingre. Det bliver der mindre af nu. Skolen, der hører under Techcollege i Aalborg, har to hybridbiler, og nu har de også indkøbt den første rene elbil – en Nissan LEAF. Det er første gang, eleverne har fingrene i den.

- Det er noget helt nyt, i forhold til det vi er vandt til at arbejde med i dagligdagen, siger mekanikerelev Dler Sadiq.

Med elbilernes indtog er faget blevet farligere. Der er højspænding på batteriet og derfor følger der nye og skrappe sikkerhedsprocedurer med, som eleverne skal kende.

- Det er selvfølgelig lidt skræmmende, at hvis der sker uheld, så kan du risikere at dø af det, siger mekanikerelev Mads Grønning Larsen.

quote Jeg synes det er spændende, og vi ved jo det er fremtiden. Det er bare et spørgsmål om tide for det eksploderer.

Mads Grønning Larsen, Mekanikerelev, Autocollege, Nørresundby

Regeringen vil stoppe salg af nye diesel- og benzinbiler i 2030, og den fremtid forbereder autocollege sig på nu.

- Vi skal være klar på det, og vi skal være forrest. Det er det, vi prøver på, siger Jakob Pilgaard, uddannelsesleder, Autocollege i Nørresundby.

Indtil nu har elbiler været et valgfag for mekanikereleverne. Fra sommerferien bliver det obligatorisk. I det hele taget bliver uddannelsen mere teknisk.

- I gamle dage kunne de allerdygtigste mekanikere lægge hånden på en motor, og så sige at den går for højt i tomgangen eller der er noget andet galt her. De kunne lytte sig frem til det. Det er slut med elbiler. De siger ikke noget, siger Jakob Pilgaard.

Bilforhandlerne skal på kursus

Hyundai har netop lanceret sin nye elbil med navnet Kona. Elbilbranchen forventer, at der i udgangen af 2019 er 35 hybrid- og elbilsmodeller på det danske bilmarked. Bilforhandlerne har derfor lige nu travlt med at sende deres mekanikere og sælgere på kurser i elbiler.

- Vi bliver sendt på efteruddannelse rundt om i landet. Vi er også på onlinekurser, og vi er ude på testkørsel, så vi også har hands-on på bilen, siger Theis Gulstad, der er Hyundai-salgskonsulent hos N.O. Jensen i Aalborg, der forventer, at der kommer meget fokus på elbiler i 2019.

Fremtiden i mekanikerfaget byder på mindre olie og mere elektronik.

- Den konventionelle og klassiske tanke på mekanikere, der er sort op af begge ærmer og masser af os i et beskidt værksted, det er slut.

For nogen af eleverne kan el-revolutionen ikke gå hurtigt nok.

- Jeg synes det er spændende, og vi ved jo, det er fremtiden. Det er bare et spørgsmål om tid før det eksploderer, siger Mads Grønning Larsen.

Andre møder den nye elektriske udvikling med behersket begejstring.

- Det tager lidt tid at vende sig til. Det er ikke blevet min hverdag endnu, men det kommer forhåbentligt. Det kan være, jeg bliver lidt mere positivt på det punkt der, når jeg får lært lidt mere om det, siger Dler Sadiq.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland