Melding om voldsom brand var en fuser

Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)

En melding om en stor halmbrand i Kaas, viste sig at være meget mindre. Beredskabet sparede vandet.

Beredskabet i Jammerbugt Kommune fik fredag formiddag omkring klokken 11.15 en melding om en brand i 100 bigballer på en mark ved Langs Banen i Kaas.

Men da beredskabet nåede frem kunne branden tones noget ned.

- Det var noget halmaffald der var i brand, og det er helt lovligt at gøre så længe, der ikke er fare for noget omkringliggende, fortæller indsatsleder Ole Leonhard, der vurderer at halmaffaldet svarer til 25 bigballer - en fjerdedel af den første melding.

Og derfor valgte indsatslederen også at sende sine folk tilbage til stationen uden at have brugt en eneste dråbe vand på branden.

- Vi lader den brænde ned. Der er noget bevoksning 25-30 meter væk, men vinden blæser flammerne i den modsatte retning. Til gengæld kæmper vi lidt med at finde ejeren af det stykke jord, det brænder på. Der skal jo være noget opsyn med sådan en afbrænding, siger indsatslederen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord