TV2 Nord Masterclass: Mere plastaffald bliver genbrugt i Nordjylland

02:19

Borgerne i flere nordjyske kommuner indsamler plastaffald, så det nemmere kan genanvendes. To deltagere på TV2 Nord Masterclass har undersøgt, hvordan det går med genanvendelsen.

På sorteringsanlægget Reno Nord i Aalborg Øst modtager de dagligt cirka 25 ton plastaffald. Men det er kun knap halvdelen, der bliver genanvendt.

55 procent af affaldet bliver i dag brændt og derved omdannet til fjernvarme og strøm på Reno Nords anlæg. Indtil videre er der ingen danske virksomheder, der kan håndtere de 45 procent, der kan genanvendes. 

- Jeg vil foretrække, hvis vi ligesom kan sige, at det bliver i Nordjylland, for så har vi styr på, hvem der behandler det. Som minimum, at det bliver i Danmark, men sådan er det ikke indrettet lige nu, og det vil sige, at der er noget, der ryger til Tyskland og Polen og andre steder, siger Lasse Olsen (Enh.Listen), der er rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.

Borgere sorterer selv

Kommunen har siden 2016 haft en særlig affaldsordning, hvor det forventes, at borgerne selv sorterer deres affald. Ordningen blev indført for at sikre, at mere plastaffald bliver genanvendt.

To af deltagerne på TV2 Nord Masterclass, Christian Søndergaard og Maja Engelberth, har sat sig for at undersøge, hvordan det går med genanvendelsen. Indslaget kan ses i toppen af artiklen. De to deltagere har interviewet miljø- og energirådmand Lasse Olsen, der indtil videre er tilfreds med indsatsen:

- Vi kan se, der er rigtig mange folk, der har taget det til sig, og de er rigtig gode til det. Vi kan se, at vi får større mængder ind, og det er bedre sorteret, så det går faktisk ret godt, hvis jeg skal sige det på nordjysk, lyder det fra miljø- og energirådmand Lasse Olsen.

Folieplast på forpladsen ved Reno Nord.  Foto: TV2 Nord Masterclass

Fra 45 til 70 procent

Hos Reno Nord forventer de i fremtiden at genbruge langt mere plastaffald end i dag. Reno Nord har netop lavet en aftale med et sorteringsanlæg i Skive, Quantafuel, og hvis alt går efter planen, vil det betyde, at genanvendelsesprocenten vil blive hævet fra 45 til 70 procent.

- Aftalen er indtil videre, at de skal prøve at omdanne plasten tilbage til olie gennem deres processer. Quantafuel er relativt nystartet, så det bliver spændende at se, om det er en god olie, de får ud af vores produkter, siger Johnni Winther, der er driftsleder ved Reno Nord.

Vi kan se, at vi får større mængder ind, og det er bedre sorteret, så det går faktisk ret godt, hvis jeg skal sige det på nordjysk,

Miljø- og Energirådmand, Lasse Olsen (Enhedslisten)

Som det er nu, er der flere former for plastik, der kan være svære at genanvende. Det drejer sig blandt andet om folie, som hober sig op på forpladsen ved Reno Nord. Det er noget af det, Quantafuel fremover vil genanvende.

Affald ender i Malaysia og Indonesien

Plastaffaldet, der ikke kan genanvendes i Danmark, kan risikere at ende i udlandet. Senest har TV2 Nyhederne afsløret, at dansk plastik dukker op i lande som Malaysia og Indonesien. Læs mere her.

- Det er jo helt forfærdeligt, vanvittigt, at affald bliver sorteret hjemme i nogens køkkener og hentet ind og sorteret, og på en eller anden måde ender det på et skib og bliver sendt til Malaysia. Det er simpelthen ikke godt nok, siger Lasse Olsen.

Rådmanden kan dog ikke garantere, at det ikke er nordjysk affald, der er dukket op i Asien.

- Hvis der er nogen, der vil snyde, så kan man også snyde, er jeg bange for. Det taler for, at vi skal have god kontrol, så vi har styr på hele forsyningskæden, og så skal vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at vi kan håndtere plastikgenbrug i Danmark og allerhelst her i Nordjylland med nordjysk affald.

Rettelse: Det er tidligere fremgået af artiklen, at 55 procent af affaldet bliver brændt eller sendt til udlandet. Dette er ikke korrekt. 55 procent af affaldet bliver brændt og brugt til fjernvarme og strøm. 

Christian Søndergaard og Maja Engelberth har stået bag historien:

  Foto: Tommy Hald

Her kan du se hele udsendelsen fra TV2 Nord Masterclass: 

07:46

Foto: Marianne Sandberg

Luk video

Forsiden lige nu