Metropol skaber billig husleje i midtby

02:16

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 3

Selvom butikscenteret i Hjørring i starten gav mange tomme huse i midtbyen, er tendensen nu ved at vende.

Her mere end tre år efter at Hjørring fik sit nye butikscenter Metropol står mange butikker stadig tomme i midtbyen, men nu begynder der tilsyneladende at ske noget. De tidligere meget høje huslejer på Hjørrings mest befærdede strøg er nu begyndt at falde, og det det betyder, at der nu kommer nyt liv i butikkerne.

- Vi er rent faktisk positivt overraskede over den menneskemængde, der er kommet gennem her i løbet af de første 14 dage, siger Claus Schlie, der er indehaver af Hjørring midtbys senest åbnede butik.

I Efteråret 2010 åbnede Hjørring nye butikscenter Metropol, og flere forretninger valgte at flytte med. Det efterlod adskillige tomme butikker på gågaden.

De fleste i Hjørring er enige om, at Metropol og dens 40 nye butikker dukkede op på det værst tænkelige tidspunkt, og det bærer byen stadig præg af.

- Det er klart, at havde vi forudset, at der kom en finanskrise, så tror jeg ikke, der er ret mange, der havde sagt ja til et bycenter, men det var der ingen, der vidste, siger Allan Sørensen, der er formand for Hjørring Handel.

Omvendt har finanskrisen tilsyneladende haft en positiv sidegevinst, som giver anledning til håb for midtbyens fremtid. Tendensen er, at huslejen på strøget ser ud til at falde.

For Claus Schlie er regnestykket meget kontant. Han har netop afhændet en sportsforretning i Metropol for i stedet at åbne en ny på strøget, hvilket har givet en mærkbar besparelse på huslejen.

- For os så er det på bundlinjen, vi kan se tallene, og nu er vi helt nye, så vi har meget fokus på vores omkostninger, siger han.

Flere nyheder fra TV2 Nord