Klima-kritiske elever til Mette Frederiksen: - Mette, hvor kommer jeres afskårne røde roser fra?

Karla fra 1.D på Aalborg Katedralskole gjorde socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, opmærksom på, at hendes uddeling af afskårne roser i tusindvis sætter et gevaldigt negativt aftryk på verdens klimaregnskab - og derfor ville hun, som en af de mange deltagere ved Mette Frederiksens første valgdebat, vide hvor roserne kommer fra.

Hvor kommer de karakteristiske afskårne roser fra, som socialdemokrater har for vane er dele ud under valgkampe? Nogenlunde sådan lød spørgsmålet fra Karla, 1.g'er på Aalborg Katedralskole, til Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, da hun fredag deltog i det første vælgermøde under denne valgkamp. 

 

Spontant lød det fra Mette Frederiksen, at roserne skam var dyrket hjemme i hendes baghave.

- Nej, jeg ved ikke hvor de har stået henne, og selv om jeg godt ved, at det er dårligt klimamæssigt med afskårne blomster, så kommer jeg altså ikke til at lade være med at dele roser ud i valgkampen, svarede Mette Frederiksen den unge gymnasieelev.

Det var en flok skarpe og særdeles kritiske unge gymnasieelever fra Aalborg Katedralskole, der blev de første til at tage en valgdebat med socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, efter valget tirsdag blev udskrevet.

Især på klima-området blev hun udfordret. For ud over Karla fra 1. g, så ville Ingrid fra 3.g også gerne vide en masse om Socialdemokratiets klimapolitik.

Og den kommende student lod sig ikke nøje med et svar, der lød:

- Socialdemokratiet vil gå efter en klimalov med bindende mål.

- Ja, ja, men der er jo ikke et ord om Paris-aftalen, så er I ikke totalt uambitiøse, lød det opfølgende spørgsmål fra Ingrid til Mette Frederiksen.

Og det var noget såvel hendes medstuderende som socialdemokraternes formand reagerede på.

- Så er det ligesom slut med opfølgende spørgsmål fra salen, lød det ironisk og på nordjysk fra en grinende Mette Frederiksen, mens resten af salen klappede spontant, da 3.g´eren verbalt bed sig fast i landets måske kommende statsminister.

Det var det første arrangement Mette Frederiksen har deltaget i under valgkampen, og det blev de mange gymnasieelever fra Aalborg Katedralskolen, der satte dagsordenen for statsministerkandidaten.

Det var primært klima og miljøspørgsmål, de unge ville have svar på. Og ikke mindst holde politikeren op på, at det er fint nok, at hun taler om klimaforbedringer, men der skal mere til, lød opfordringen fra eleverne.

- Husk på, vi holder Jer politikere op på løfterne, og vi vil have handling, der skal ske noget, der skal handles, fastslog Mathilde Christiansen fra 3.g.

Efter besøget på Aalborg Katedralskole fortsatte Mette Frederiksen sin første valgkampsdag på Nytorv i Aalborg, hvor hun delte røde afskårne roser ud.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland