Sygdom har aflyst to bryllupper: Mette og Torben blev gift imod alle odds

Mette Ebdrup og Torben Christensen har fået aflyst deres bryllup to gange, fordi deres søn har skulle indlægges.

Hvis man kæmper med svære sygdomme i familien, er der ikke nødvendigvis plads til ret meget sjov i hverdagen.

Det ved Mette Ebdrup og Torben Christensen alt om, efter de har været nødt til at aflyse deres bryllup to gange, fordi deres søn skulle har skulle indlægges. Mandag skulle parret så blive viet på SMILfondens sommercamp på hotel Comwell i Rebild Bakker.

- Det betyder ufatteligt meget. Og det betyder rigtig meget, at vi har fået muligheden for at dele det med SMILfonden, for de har været der igennem mange svære perioder, siger Mette Ebdrup.

Svær sygdom tæt inde på livet

Mette Ebdrup og Torben Christensens søn, Tobias, lider af flere svære sygdomme, herunder tarmsygdommen Morbus Chrom, en ukendt genfejl og børnegigt. Sønnens sygdom har gjort det vanskeligt for parret at gennemføre brylluppet. 

- Han blevet så syg, han skulle indlægges to gange. Derfor er det blevet aflyst. Man kan jo ikke holde bryllup med kun den ene part, siger Torben Christensen.

Tobias’ sygdom betyder, at Mette Ebdrup må bruge meget af sin fritid på Skejby Sygehus i Aarhus sammen med sønnen. 

- Det har betydet, at vi er blevet splittet op som familie. I lange perioder har jeg været i Skejby, og Torben har været i Lemvig med pigerne, så vi har heller ikke haft et almindeligt familieliv, siger Mette Ebdrup.

Giver afbræk fra hverdagen

Det er første gang, at SMILfonden afholder en sommercamp i Nordjylland. Campen er til for at give familier, der har svær sygdom tæt inde på livet, et afbræk fra hverdagen. Her så Torben Christensen og Mette Ebdrup muligheden for at blive gift. 

- Jeg kunne mærke, da hun skrev, at jeg blev helt glad, for jeg ved, hvor fedt det er at blive gift. Så det er helt vildt, at vi kan arrangere det og give dem en god dag, siger Sisse Fisker, direktør hos SMILfonden.

- Det betyder rigtig meget. Det er klart. I forvejen betyder SMILfonden rigtig meget for os. Vi har været med til mange gode ting. Det betyder alt, ellers var vi heller ikke blevet gift lige nu, siger Torben Christensen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland