Michael og Martin tog Team Tvilling til Nordjylland: "Det er blevet en familie"

04:02

Video: Søren Broust Hansen

De bragte Team Tvilling til Nordjylland - nu er de nomineret til Årets Nordjyde.

Nomineret nummer 1 i kampen om at vinde titlen som Årets Nordjyde er makkerparret Michael Mark og Martin Langballe.

Michael og Martin er indstillet og nomineret for deres arbejde med at starte og drive den nordjyske afdeling af løbeprojektet Team Tvilling.

Team Tvilling bygger bro mellem mennesker. Mellem handicappede - eller handiatleter, som man kalder dem i Team Tvilling - og ikke-handicappede. Broerne bygges via løb hvor handiatleterne i specialbyggede vogne skubbes rundt af en løber.

I Aalborg mødes Michael Mark, Martin Langballe og resten af Team Tvilling hver søndag året rundt, hvor de kaster sig ud i 10-12 kilometers løb. Og så er der selvfølgelig de løb rundt om i lande som Team Tvilling Nordjylland deltager i.

- Det fylder rigtig meget, og det er 100 procent selvforskyldt, for det er blevet en familie, man er kommet ind i, lyder det fra Michael Mark.

Ja, for både Martin og Michael er indsatsen i Team Tvilling nærmest blevet en livsstil, og som der står i en af indstillingerne til Årets Nordjyde, skrevet af en mor til en handicappet på holdet: ”Team Tvillings evner til oplevelser og inkludering helt fantastisk. Jeg er dybt i mit hjerte dem evigt taknemmelig for hvad de gør for handicappede i Nordjylland.”

- Jeg synes at inklusion er lidt et træls ord, fordi før der overhovedet er behov for at inkludere, skal man have ekskluderet nogen. Men det er den her tanke om at samle folk, jeg godt kan lide ved det, siger Martin Langballe.

Michael Mark og Martin Langballe er nomineret til Årets Nordjyde, og du kan se hele portrættet af det inspirerende makkerpar herover, ligesom du kan se dem i det store Årets Nordjyde-show den 21. marts.

​Mød de nominerede - klik på et billede og læs deres historie 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord