Michelsens afløser på plads

Hobro IK har fundet en ny træner for klubbens hold i 1. division. Foto: Michael Kragmann

Hobro IK har fundet manden, der skal stå i spidsen for klubbens 1. divisionshold i den kommende sæson.

Tidligere på måneden meddelte Hobrotræner Jakob Michelsen, at han forlod klubben et år får tid, da han havde fået tilbudt job som ungdomslandstræner i Tanzania. Og nu har klubben så præsenteret sin nye træner.

Manden, der overtager trænersædet bliver 46-årige Klavs Rasmussen, som kommer fra en stilling som cheftræner i Næstved, som netop er rykket ud af 1. divsion. Tidligere har han sammen med Troels Bech stået i spidsen for OB's Superligahold og han har også trænet Avarta og Ølstykke samt Brøndbys kvindehold.

- Spillestilen er klart defineret i vores klub, og derfor har det ligget os meget på sinde at finde en mand, der har samme syn på fodbold, som vi har. Vi vil gerne spille fodbold i Hobro IK og vi vil gerne have bolden og derfor har vi været omhyggelige med at finde en træner, der har samme syn på fodbold. Klavs har i den grad imponeret med sine seneste resultater for Næstved, hvor de fik rigtig mange points i foråret og faktisk var tæt på at redde sig, siger Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen.

Lars Justesen fortsætter i klubben og bliver dermed assistenttræner for Klavs Rasmussen.

Flere nyheder fra TV2 Nord