Midtbanespiller tæt på AaB

Superligaklubben AaB rykker nærmere en forstærkning til den defensive midtbane.

Ifølge klubbens sportsdirektør Lynge Jacobsen er man nu gået ind i finalen med ét konkret emne.

Spillere som svenske Marcus Lantz fra Brøndby og norske Martin Andresen fra Brann Bergen, har tidligere været meldt på vej til AaB, men Lynge Jacobsen afviser, at det er de to man satser på.

- Jeg håber og tror, at vi inden midnat fredag kan præsentere en ny spiller. Men i en forhandlingsfinale ved jeg af erfaring, at der kan ske mange ting, siger han til TV2/Nord.

Lynge Jacobsen vil ikke ud med, hvilken spiller AaB forventer at kunne præsentere inden transfervinduet lukker.

- Det er formentlig ikke en som de fleste kender, men derfor er det en stærk spiller alligevel. Vi har i hvert fald betinget os, at det skal være en type, som kan gå direkte ind og forstærke vores startopstilling, slutter sportsdirektøren.


Seneste nyt

fra Nordjylland