Mie Ø. garanterer OL-billet

For få uger siden missede hun, men fredag satser den nordjyske supersvømmer stort på at sikre sig en OL-plads på favoritdistancen 100 meter ryg.

Ja eller nej, kvalificerer du dig til OL på fredag? Ja, selvfølgelig gør jeg det.

Så enkelt og uden et strejf af jantelov eller nordjysk beskedenhed lyder svaret fra et af svømmesportens største talenter i nyere tid, Mie Ø. Nielsen.

Det er ved Danish Open i København muligheden for kvalifikation på 100 meter ryg ligger. Mie Ø. Nielsens egen rekord ligger 22 hundrededele af et sekund fra OL-kravet, men forberedelserne har været gode og det giver optimisme.

- Jeg har trænet rigtig hårdt igennem flere måneder, så grundformen er hvor den skal være. I perioden op til her har jeg så ikke svømmet så langt, men mere intens for at få fart på, så jeg er helt klar, lyder det fra Mie Ø. Nielsen til TV2 Nord.

Danskeren var med til at kvalifcere det danske hold til OL i London sidste år, så selvom kvalifikationen individuelt skulle glippe, så er der alligevel en chance for nordjyden er med når det til august går løs i London. 


Seneste nyt

fra Nordjylland