Mie Ø. med i OL finale

Til trods for et mindre kaos før det indledende heat indløste det danske hold for 4 x 100 meter fri billet til OL-finalen.

Jeanette Ottesen, Mie Ø. og resten af det danske hold i 4 x 100 meter fri er klar til OL-finalen, efter at kvartetten lørdag var sjette bedst af alle i de indledende heats.
Men faktisk udspillede der sig et mindre kaos umiddelbart før, holdet skulle i vandet, da arrangørerne angiveligt ikke accepterede danskernes badehætter, der måtte udskiftes.

- Vi nåede målet, og vi er superglade for, at vi er i finalen. Det var det, vi gik efter, siger Jeanette Ottesen.

- Vores forberedelser var ikke så optimale, men det snakker vi ikke om. Det er ligegyldigt nu, fortæller Ottesen, der ikke vil uddybe, hvad der nøjagtigt foregik i minutterne før, danskerne hoppede i bassinet.
Lotte Friis ville kun sige, at "der var et organisatorisk problem".

- Vi havde lidt kaos inde i callroomet, men ellers var det fint at komme i gang, og specielt at komme i en finale.

- Det er fedt, at stå her med de her piger. Vi har et rigtig godt hold, og et godt sammenhold, så jeg er bare glad, siger Lotte Friis, der er Danmarks måske allerstørste medaljehåb ved OL i 800 meter fri.
Australien svømmede sig i finalen i bedste tid på 3.36,34 minutter - 1,75 sekunder hurtigere end danskerne. Ud over Ottesen og Friis består den danske holdkap af Mie Ø. Nielsen og Pernille Blume.


Seneste nyt

fra Nordjylland