Mie Ø. tilfreds med sjetteplads

Den danske holdkap i 4x100 meter fri for kvinder, med deltagelse af nordjyske Mie Ø., er glade for sjettepladsen i finalen ved OL.

Jeanette Ottesen og resten af det danske svømmehold i 4x100 meter fri sluttede på en sjetteplads i OL-finalen i London.
Det danske hold, som bestod af Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen, Pernille Blume og Jeanette Ottesen, var med tiden 3.37,45 langt fra medaljerne, men det var heller ikke ventet, at danskerne skulle tage metal i denne disciplin.
Tiden var i øvrigt dansk rekord, og kvartetten var da heller ikke utilfreds efter løbet.
- Vi gjorde det rigtig godt, og vi var bare med for at støtte hinanden og prøve at få den dejlige holdstemning op, som er så sjælden i svømning. Det, synes jeg, lykkedes rigtig godt for os, siger Lotte Friis.
Jeanette Ottesen mener, at danskerne kan bruge finalen til noget fremadrettet, ikke mindst i forhold til holdkappen i 4x100 meter medley.
- Vi glæder os rigtig meget til medleyholdkappen, hvor vi er ret stærke. Vi tror på en finaleplads dér, siger hun.
15-årige Mie Ø. Nielsen var med i sin første olympiske finale, og det nød hun i den larmende kulisse.
- Det var rigtig fedt. De andre var rigtig gode til at bakke mig op. Larmen bruger man selv, så det er dejligt, siger hun.
Australierne tog guldet, hollænderne sølvet, mens amerikanerne tilkæmpede sig medaljerne af den mindst ædle karat.
Før finalen havde de danske kvinder indgivet en protest, fordi de forud for semifinalen blev tvunget til at skifte badehætter.
Målet med protesten var dog ikke at få omgjort resultatet af semifinalen - men blot at få lov til i fremtiden at bruge den famøse badehætte.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland