Mike Tullberg skifter Vendsyssel ud med Dortmund

Mike Tullberg fortsætter sæsonen ud i Vendsyssel, før han begynder i Dortmund.

Assistenttræner i Vendsyssel FF, Mike Tullberg, har fundet sin kommende arbejdsgiver. Når den indeværende sæson i Superligaen er færdigspillet, skifter den 33-årige assistenttræner Hjørring ud med Dortmund i Tyskland, hvor han skal være cheftræner for storklubbens regionalligahold.

- Det er en jobmulighed, man ikke får mange gange i løbet af sin trænerkarriere, og jeg er stolt over, at jeg som dansk træner får muligheden for at blive træner i en af de største klubber i Europa, siger Mike Tullberg.

Selvom det ikke er førsteholdet, som Mike Tullberg skal stå i spidsen for, så er det tidligere set, at cheftrænerposten for Dortmunds reserver kan være et springbræt til større trænerposter.

Blandt de tidligere trænere er Jan Siewert, som i dag står i spidsen for Huddersfield i Premier League og Daniel Farke, som er cheftræner for Norwich City, som i skrivende stund ligger nummer ét i The Championship.

Først handler det om overlevelse

Men før turen går syd for grænsen, skal Mike Tullberg gøre sæsonen færdig i Vendsyssel FF, som kæmper for overlevelse i Superligaen.

- Det har været en fornøjelse at se, hvordan klubben har udviklet sig siden i sommer. Der er taget utrolig store skridt på kort tid, og jeg vil sammen med trænergruppen gøre alt for, at Vendsyssel FF også spiller i Superligaen efter sommerferien, siger Mike Tullberg.

Sportsdirektør i Vendsyssel FF, Ole Nielsen, glæder sig på sin assistenttræners vegne.

- Mike har fået en mulighed han gerne vil forfølge, så vi ønsker ham alt det bedste med hans nye udfordringer. Mike har været dedikeret, engageret og meget målrettet, og har altid arbejdet hårdt for at opnå sine mål sammen med Vendsyssel FF, siger han.

Næste kamp for Mike Tullberg og Vendsyssel er den 31. marts, hvor Hobro kommer på besøg i den første kamp i nedrykningsspillet.


Seneste nyt

fra Nordjylland