Millioner til socialrådgivere på skoler

Både Thisted og Morsø Kommuner støttes af Socialministeriet til at ansætte socialrådgivere på kommunernes skoler.

Thisted Kommune får 2,6 mio. kr. og Morsø Kommune knap to millioner til at ansætte socialrådgivere på skoler og i daginstitutioner.
 
Socialministeriet giver 2,6 mio. kr. til et nyt projekt i Thisted Kommune, som skal hjælpe de mest udsatte børn og unge i Distrikt Syd. Distriktet har særligt mange familier med sociale problemer.
Som en del af projektet tilknyttes to socialrådgivere områdets skoler og dagtilbud, hvor de bl.a. skal samarbejde med personalet, rådgive børn og forældre og deltage i hjemmebesøg. 

Socialminister Benedikte Kiær:

- Det er vigtigt med en stærk tværfaglig indsats, så vi hurtigst muligt kan opdage, hvis der er børn, der ikke trives. Projektet i Thisted går helhedsorienteret til værks for at hjælpe disse særligt udsatte børn, så problemerne ikke får lov at vokse sig store.

Socialministeriet støtter med knap to mio. kr. til et projekt i Morsø Kommune, hvor socialrådgivere bliver tilknyttet en bestemt skole.
Her skal de varetage den tværfaglige dialog med de øvrige SSD-samarbejdspartnere (socialforvaltning, skole, sundhedspleje og dagtilbud) og gennemføre individuelle samtaler med børn og forældre. Derudover skal de arrangere temamøder om emner som alkohol, skilsmisse, sorg og venskaber. 

Socialminister Benedikte Kiær: 

- Det er vigtigt med en stærk tværfaglig indsats, så vi hurtigst muligt kan opdage, hvis der er børn, der ikke trives. Projektet i Morsø går helhedsorienteret til værks for at hjælpe børnene, så problemerne ikke får lov at vokse sig store.

Pengene er afsat i forbindelse med Barnets Reform, der trådte i kraft 1. januar 2011. I alt er der afsat 15,8 mio. kr. til udviklingsprojekter om tværfagligt samarbejde.

Flere nyheder fra TV2 Nord